Nyt Næstveds vision om Susåen er alt for uambitiøs

Det er dejligt at Ny Næstved er kommet på banen i det politiske billede i Næstved. De har nogle holdninger, som jeg tror mange bakker op om, og de har visioner for hvordan Næstved kan udvikles i fremtiden. På nogle områder er visionerne bare ikke store nok, og forslagene er for uambitiøse.

Nyt Næstved ønsker sig en bedre udnyttelse af arealet omkring den fritlagte Suså. Det gør vi også, men vi stiller os ikke tilfredse med idéen om en minigolfbane og et ishus, som Nyt Næstved foreslår. Havde man været en smule fremsynet da man byggede projektet i første omgang, så havde man langs med den sti der går igennem arealet "hævet jorden", således at man kunne bygge et antal butikker ind i volden - altså nærmest under jorden, med facade lige ned imod vandet i den fritlagte Suså.

Her kunne caféer stille borde og stole op, og man kunne sidde på byens dejligste sted og nyde en lækker frokost. Et lille galleri kunne måske skyde op, eller en tøjbutik med lækkert tøj. Turistbureauet kunne måske endda have haft en lille butik her, med salg af billetter, adgangskort og souvenirs.

Ovenpå butiksarealet ville man kunne anlægge en basketbane, et areal hvor man kunne sidde og kigge ud over vandet eller noget andet der kunne skabe liv og glæde.

Dét vi har fået er en flad græsmark ned til et vandløb, hvor man måske kan være heldig at få lov at opstille et ishus på sigt. Det er ikke bare uambitiøst - det er decideret dårlig udnyttelse af en fantastisk mulighed.

Næste gang byrådet beslutter at tage på studietur til et eksotisk sted, burde man måske i stedet overveje at besøge nogle danske provinsbyer, og se hvordan de udnytter den gave det er at have vand og havn lige midt i byen. Tag til Odense, for eksempel, og se hvilken oase de har skabt.

Området omkring den fritlagte Suså kan stadig blive et trækplaster for liv og udvikling af byliv, men det kræver at der tages initiativ til de rigtige anlægsprojekter nu. Jeg kan ikke forestille mig at det bliver svært at finde en privat bygherre, der vil stå for opførelsen af et projekt som det ovenfor beskrevne, på en grund med den beliggenhed.

Nyt Næstveds forslag er bedre end den nuværende løsning, men vi synes simpelthen ikke at minigolf og ishus er godt nok. Så langt fra, endda!

Kommentarer

Populære opslag